Høreapparater med udskiftelige batterier
Det er regionerne, der betaler for batterierne til høreapparater, hvis dine høreapparater ikke er genopladelige. Du vil typisk få et signal i dine høreapparater i form af en lille melodi, nogle biplyde eller en stemme, der fortæller dig, når du skal skifte batterierne.
Det er forskelligt, hvor lang tid batterierne holder strøm. Det kommer bl.a. an på, hvilke batterier du bruger i dine høreapparater, hvor meget forstærkning, du har i dine høreapparater, og hvor meget du streamer lyd fra andre enheder.
Når du skal skifte batterier, skal du først tage klistermærket/folien af. Lad gerne batterierne ligge i 1 – 2 minutter for at få maksimalt udbytte af batteriet. Det oplades nemlig via luft i meget små huller, der er placeret under folien. Herefter begynder batteriet langsomt at aflade. Det betyder, at du ikke skal forberede dig og trække folie af flere batterier, end du skal bruge. Vær opmærksom på at få vendt batteriet rigtigt, når du skal sætte det i dit høreapparat. Det er typisk den glatte side, der skal vende opad.
Pas på miljøet! De gamle batterier skal afleveres i en genbrugsbeholder til batterier. Smid dem ikke i skraldespanden.
Batteribestilling er gratis for alle høreapparatsbrugere i Danmark uanset, hvor høreapparaterne er fra. De kan bestilles online her: https://www.oticon.dk/hearing-aid-users/bestil-batterier, eller du kan ringe til Oticon på telefon 5353 0060 på hverdage mellem kl. 08.00 – 16.00.
Læs mere om vedligehold af høreapparater